Sundhed

Jesper står ved vesterhavet og nyder den smukke natur efter at have fået online lægehjælp fra Sundhedshjælp fra Topdanmark.

Jesper fik en knæoperation: ”Ekspertvurderingen gav mig ro i maven”

Der kan være mange overvejelser og bekymringer bag en knæoperation. Især når man – som 57-årige Jesper fra Sæby – står over for valget mellem to operationer. Her kan du læse Jespers historie og om, hvordan en ekspertvurdering hjalp ham med at træffe den rigtige beslutning. 

I løbet af efteråret 2020 begyndte Jesper at mærke smerter i sit venstre knæ. Da smerterne ikke forsvandt, kontaktede han sin læge, som henviste ham til en MR-scanning. Scanningen viste, at Jesper havde slidgigt i sit venstre knæ – en lidelse, som betyder, at brusken i knæet langsomt bliver nedbrudt. 

En ortopædkirurg anbefalede Jesper at få en halv knæprotese, også kaldet et halvt knæ. En anden mente, at Jesper ville have mere gavn af en såkaldt aksekorrigerende operation. Det efterlod Jesper i et dilemma mellem to operationer, som begge havde deres fordele og ulemper, og som begge var anbefalet af specialister på området.
 

Behov for en uvildig vurdering

”Jeg havde brug for at tale med en, som vidste noget om mit problem, men som ikke havde aktier i det. Og så var det, at jeg læste, at Sundhedshjælp tilbød noget, der hed en ekspertvurdering. Først kunne jeg ikke rigtig se meningen med det, men så gik jeg alligevel og tumlede med, om jeg skulle vælge det ene eller andet. Og så tænke jeg, at der ikke kunne ske noget ved at prøve det,” fortæller Jesper.

Efter at have anmodet om en ekspertvurdering i Sundhedshjælp-appen kom Jesper i dialog med Dennis, som er læge hos Teladoc. Dennis gik straks i gang med at indhente Jespers sundhedsdata samt journaler, scanninger osv. Herefter blev de sammen enige om, hvad de ville sende videre, så eksperten fik det bedst mulige grundlag for at kunne lave sin vurdering.
 

Svaret fra eksperten

Omkring en måned kunne Dennis sende ekspertens svar videre til Jesper. Eksperten, der var tilknyttet et tysk universitetshospital, konkluderede, at den aksekorrigerende operation ville være den bedste løsning for Jesper. Han underbyggede det med videnskabelige artikler og statistikker for, hvordan det var gået andre patienter efter den type operation.

Ekspertens svar gav Jesper tillid til den aksekorrigerende operation. Han besluttede derfor at takke ja til operationen.

”Ekspertvurderingen støttede mig i, at operationen var den rigtige. Det gav mig virkelig ro i maven. Selv da jeg lå på operationsbordet, havde jeg det godt og var ikke i tvivl om beslutningen. Jeg er ret sikker på, at det ville blive ved med at have naget mig, hvis jeg ikke havde fået lavet ekspertvurderingen.”
 

Jespers anbefaling til andre

Det er 10 uger siden, Jesper blev opereret, og han kan mærke fremskridt uge for uge. Helt bogstaveligt. Han har trappet ned for den smertestillende medicin og har mindre behov for krykker til at aflaste knæet. Og trods stærke smerter efter operationen har han ikke fortrudt sin beslutning. Han vil også til enhver tid anbefale andre at få en ekspertvurdering.

”Jeg er glad for, jeg valgte at få en ekspertvurdering, og jeg kunne godt forestille mig, at der var en del andre, der kunne få gavn af det. Det giver en vished, man ikke kan købe for penge.”